top of page
  • Facebook - Grey Circle
  • Instagram - Grey Circle

Med rødder tilbage til 1897

Håndbryggede
 traditioner

Hvedeøl er klassisk belgisk og tysk øl-tradition helt tilbage fra oldtiden. Og manden, der indførte den tyske weissbier-tradition på Indslev Bryggeri var vor tidligere brygmester Stefan Peter Stadler. En tradition som vi er stolte af at efterleve nu. Vores nuværende dygtige brygmester, Torben Steenholdt, kom til i 2011. Torben har tidligere brygget på Vejle Bryghus og Brøckhouse. Torben indgår i et team bestående af 8 medarbejdere, hvor alle bidrager til at få øllet ud til folket.


Prøv vores fortolkning af dansk hvedeøl håndbrygget efter især bayersk tradition. Vi tror på at håndbrygget øl smager bedre. Siden begyndelsen er andre varianter af hvedeøl kommet til, og vi har nu fast 4 forskellige hvedeøl i sortiment. Dertil kommer 4 sæsonøl til jul og påske.


Hele brygprocessen styres af menneskehånd - vi kræser om detaljerne, og bruger kun de bedste råvarer. Ingen  tilsætningsstoffer – kun malt, humle, gær, vand og enkelte krydderier. Rigtigt øl lavet af rigtige mennesker.

et Moderne bryggeri

I 2006 genåbnede Indslev Bryggeri, som blev etableret tilbage i 1897, og duften af malt og humle er igen tilbage i Indslev efter en gennemgribende modernisering og renovering.

Indslev bryggeri er det eneste bryggeri i Danmark, der er specialiseret i brygning af hvedeøl.  Du fornemmer straks den særlige stemning, når du besøger vores gamle bryggeri. Den rustikke gulstensbygning er udadtil bevaret, vi har blot malet det gamle facadeskilt op. Men indadtil er store dele af de 2.000 m2 lokaler moderniseret og bygget om. Vi har fået god plads til nye lagertanke og et 2000-liters moderne brygværk. Vi har valgt gedigent kvalitetsbrygværk fra Kaspar Schulz i Bamberg i Bayern. Kaspar Schultz er med mere end 325 års erfaring verdens ældste producent af bryggeriudstyr. Firmaet leverer komplette brygværk og udstyr til mikrobryggerier over hele verden – det bedste af det bedste.

bottom of page